Delprojekt 2: Udviklingsprojekt

I delprojekt 2 lægges fokus på udvikling, afprøvning og videreudvikling af en metode til systematisk anerkendelse og understøttelse af børnenes ressourcer og kompetencer. Udvikling af metoden, såvel som afgrænsning af målgruppen, tager afsæt i resultaterne fra det indledende forskningsprojekt (delprojekt 1) samt i teknikker til kreativ og nuanceret tænkning, eksempelvis ’vende på hovedet’ øvelsen og De Bono’s tænkehatte.

Afprøvningen og udviklingen foregår i et samarbejde med to døgninstitutioner og to kommuners familieplejeafdelinger. Projektet opstartes med et introduktionskursus til metoden, som bliver meget konkret og med øvelser, samt suppleret med en indføring i de bagvedliggende teorier (f.eks. ressourceorientering, opgør med normalitet som mål og middel osv. Alt sammen forankret i den nye barndomsforskning). Dertil afholdes halvårlige refleksionsdage med erfaringsudveksling og input fra grundforskningsprojektet (delprojekt 1) og følgeforskningsprojektet (delprojekt 3).

Derudover afholdes et mere intensivt kursus- og supervisionsforløb for tyve plejeforældre i foråret 2015.

Delprojekt 2 gennemføres fra marts 2014 til og med december 2016.

Projektet gennemføres af projektleder Hanne Warming samt af Signe Fjordside og Manon Lavaud, der begge er ph.d.-studerende på projektet.