På denne hjemmeside kan du læse om forskningsprojektet ’Det ‘særlige’ som potentiel ressource’, der er støttet af Det Obelske Familiefond.
Under fanen ‘aktiviteter’ kan du løbende følge med i, hvad vi laver.
Under fanen ‘dine erfaringer’ kan du dele dine erfaringer med anbringelse eller personlige erfaringer med at vende udfordringer til styrker.
Projektet løber fra september 2012 til udgangen af 2017 og ledes af professor i Socialvidenskab Hanne Warming. Derudover deltager de to Ph.d.-studerende Signe Fjordside og Manon Lavaud samt studenterhjælperne Rosa Haumark Carlsen og Sara Romme Rasmussen. Initiativtager til projektet, Jonas Sekyere, skulle også have deltaget, men afgik på tragisk vis ved døden d. 17. november 2012.
Dette projekt er derfor tilegnet Jonas og hans minde.
En visionær tilgang til arbejdet med udsatte børn og unge
Børn, som vokser op under belastende forhold, udvikler sig typisk anderledes end andre børn. De kan både udvikle særlige egenskaber som f.eks. ansvarlighed, refleksivitet samt evne til at aflæse andre menneskers behov og lidelser som eksempelvis angst, ensomhed og selvhad.
Det er dog yderst sjældent, at de særlige egenskaber, som disse børn har udviklet, bliver anerkendt som kompetencer og understøttet som en ressource i barnets videre udvikling. I stedet bliver de set som symptomer på ’fejludvikling’. Dermed bliver disse egenskaber og kompetencer noget, der skal kompenseres for, før barnet kan udvikle sig ’sundt’. Normal bliver det mest ambitiøse mål, man kan forestille sig. Dette mål opleves dog ofte ikke som realistisk, hvorfor forventningerne til børnene nedjusteres. I stedet satses der i højere grad på kompensering end udvikling i arbejdet med disse børn.
Men spørgsmålet er, om normalitet er for ambitiøst – eller om det snarere er forfejlet, og at der derfor er behov for at arbejde ud fra andre mål. I dette projekt stiller vi derfor skarpt på de særlige egenskaber, som disse børn og unge udvikler. Formålet er dels empirisk forankret teoriudvikling, dels udvikling og afprøvning af en konkret metode til at anerkende og arbejde med disse børns og unges særlige egenskaber som potentiel ressource i barnets/den unges liv og udvikling.
Projektet består af tre delprojekter:
1) Grundforskning: Undersøgelse af viden og erfaringer på området.
2) Udviklingsprojekt: Metodeudvikling og -afprøvning i to udvalgte døgninstitutioner og to kommunale familieplejeafdelinger.
3) Følgeforskning: erfaringsopsamling, analyse og formidling af resultater.
Du kan læse mere om forskningsprojektet og de tre forskellige delprojekter under fanen ’om projektet’.
Projektet forankres på Roskilde Universitet, hvor det tilknyttes forskningsgrupperne ‘Center i Barndoms-, Ungdoms- og Familieforskning’ (CeBUFF), ’Changing Societies: Citizenship, participation and Power’ (CSCPP), det internationale forskernetværk TRUDY, samt det nationale Vidensnetværk for Socialpædagogik og Socialt Arbejde.